Gå til indhold

Bæredygtig forsyning

Asset 7@4x-8.png

Byrådet vil:

  • arbejde for, at Favrskov Kommune som geografisk område er selvforsynende med grøn strøm fra vedvarende energi i 2030 bl.a. ved at fremme produktionen og udnyttelsen af vedvarende energianlæg
  • arbejde for, at fjernvarme dækker en større andel af varmebehovet i kommunens byer samt at naturgas og olie til opvarmning udfases
  • arbejde for, at Favrskov Kommune skal være modstandsdygtig overfor klimaforandringer bl.a. ved at skabe robuste helhedsløsninger, hvor regnvand bidrager til attraktive byrum og rekreative værdier
  • understøtte, at der er en sikker og robust vandforsyning, så alle forbrugere kan modtage drikkevand af høj kvalitet og have en stabil vandforsyning også ved længerevarende tørke.

Fremtidens forsyning

En velfungerende forsyningsstruktur er vigtig for at opretholde det gode liv. Med Byrådets vedtagelse i 2022 af Klimaplan 2050 blev der sat fokus på, at fremtidens forsyning skal være bæredygtig. Byrådet vil arbejde for mere vedvarende energi og vil planlægge, så byområder er modstandsdygtige overfor klimaforandringer.
Det kræver omtanke at planlægge bæredygtigt både i nærmiljøet og hvor de store energianlæg skal placeres. Fx vil det øgede behov for opladning af flere elbiler ved de private boliger skabe et behov for flere lokale transformerstationer i boligområderne, og brugen af varmepumper kan skabe lokale støjgener.

Vedvarende energianlæg

Favrskov Kommune arbejder løbende på at skabe muligheder for produktion af mere vedvarende energi, fx fra biogas, solceller og vindmøller. Senest er der planlagt og etableret et ca. 55 ha stort solcelleanlæg ved Voldby. Aktuelt arbejdes med en række projektforslag i prioriteret rækkefølge.
Byrådet vil undersøge, om det er hensigtmæssigt at lave en systematisk gennemgang af kommunen, ift. om der skal udpeges områder i kommuneplanen, hvor der ikke ønskes etableret større solcelleanlæg (negativ udpegning). Byrådet ser desuden med stor interesse på den hastige udvikling af nye teknologier til sikring af bæredygtig energiforsyning, herunder brug af biogas som baggrund for power-to-X-anlæg.
Byrådet har fokus på at prioritere og igangsætte nye vedvarende energiprojekter. De projekter, der skaber merværdi på arealerne, prioriteres først. Merværdi kan fx være, at der samtidig med etablering af et solcelleanlæg også sker beskyttelse af grundvandet, skabes muligheder for en højere biodiversitet eller gives rekreative adgange for borgere.
Ved planlægning af nye vedvarende energiprojekter lægger Byrådet vægt på, at udviklerne skaber en lokal forankring af deres projekter. Her kan tildeling af midler fra "Grøn pulje" til lokale projekter være et stærkt virkemiddel til at skabe en lokal opbakning til projekterne. Det samme kan udbud af ejerandele.

Flere bæredygtige energifællesskaber

Byrådet vil understøtte bæredygtige energifællesskaber. Det kan være alt fra det lille fællesskab i en landsby til større fællesskaber, hvor virksomheder med stor energiproduktion og -forbrug lokalt kan supplere hinanden.
Der er steder, hvor det økonomisk ikke vil være hensigtsmæssigt at forsyne borgerne med fjernvarme. Favrskov Kommune vil i samarbejde med borgere og forsyningsselskaber undersøge mulighederne for at etablere lokale borgerdrevne energifællesskaber, fx ved at etablere store varmepumper, der kan levere energi til hele eller dele af en by.
Lokale forsyningsselskaber skal understøttes i deres løbende udvikling for at gøre deres produktion endnu mere bæredygtig. Det kan fx ske ved at planlægge for mindre vedvarende energianlæg såsom solcelleanlæg, der kan integreres i selskabernes egen produktion.
Byrådet er samtidig indstillet på at understøtte initiativer fra private virksomheder. Det kan være ønsker om etablering af vedvarende energianlæg i tilknytning til virksomhederne eller ønsket om planlægning for virksomhedsklynger, hvor der naturligt vil være en udveksling af varer og energi imellem virksomhederne.

Udvikling af kollektiv varmeforsyning

Byrådet vil arbejde for udbredelsen af en effektiv fjernvarmeforsyning baseret på CO2-neutrale brændsler. Som led heri understøttes fjernvarmeværkerne i at udvide samt i at producere energien så bæredygtigt som muligt.
Dette indebærer fx indledende dialogmøder og økonomisk støtte til udarbejdelse af projektforslag til konvertering fra naturgas til fjernvarme, etablering af transmissionsledninger imellem værker samt gennemførelse af undersøgelser for, hvordan overskudsvarme fra meget energiproducerende erhverv kan udnyttes bedre. 

Håndtering af spildevand og regnvand

Favrskov Kommune har igangsat udarbejdelsen af en ny klimatilpasningsplan. Den igangværende kortlægning tyder på at der skal håndteres endnu større mængder regnvand i fremtiden, og at flere områder må forventes at blive oversvømmet med jævne mellemrum.
 
Projektet i Lilleåparken i Hadsten er et eksempel, hvor Favrskov Kommune i forbindelse med kloakseparering af Hadsten skal finde plads til nye regnvandsbassiner. Der arbejdes for at udforme projektet, så der skabes en merværdi i form af øget mulighed for rekreation og en øget biodiversitet.
Favrskov Kommune har i en årrække udarbejdet vandhåndteringsplaner i forbindelse med byudvikling på nye arealer. Formålet med planerne er at sandsynliggøre områdets kapacitet til at håndtere fremtidens regnmængder. Der må ikke ske en ændret påvirkning af omkringliggende arealer eller øget risiko for oversvømmelse.
Byrådet vil fortsat udarbejde vandhåndteringsplaner, men ønsker at der i fremtiden sættes endnu mere fokus på at skabe merværdier på de arealer, der håndterer regnvandet, så der ligeledes gives mulighed for rekreative adgange og en øget biodiversitet.
Foto taget i regnvejr af de nyanlagte regnvandsbassiner på Bjergegårdsvej i Hinnerup. Et boligområde, hvor regnvandet primært håndteres på overfladen ved åbne grøfter og vandrender.

Rent drikkevand til alle

Byrådet ønsker, at der skal være en sikker og robust vandforsyning i Favrskov Kommune. Alle borgere skal kunne modtage drikkevand af høj kvalitet og alle skal være sikret stabil vandforsyning, også i tørkeperioder.
 
Favrskov Kommune vil i nærmeste fremtid undersøge om der ved fremtidige tørkeperioder potentielt kunne opstå problemer med vandforsyningen i dele af kommunen.
Med Favrskov Kommunes Vandforsyningsplan 2020-30 og Indsatsplan Favrskov fra 2022 har Byrådet beskrevet principper og rammer for fremtidige indsatser for at sikre rent drikkevand i fremtiden. Indsatsplanen udmøntes i en handleplan for hvert vandforsyningsområde. Arbejdet med de mange handleplaner er igangsat og vil løbe over en årrække. Handleplanerne skal udpege arealer, hvor indsatserne skal gennemføres. Det kan fx være aftaler om ophør af erhvervsmæssig pesticidbrug indenfor BNBO (Boringsnære beskyttelsesområder) eller ved skovrejsning på arealerne indenfor indvindingsoplandene.
 
Realisering af indsatserne i handleplanerne kræver i de fleste tilfælde et tæt samarbejde mellem Favrskov Kommune, vandværker og lodsejere.