Et af Byrådets klimamål er, at der plantes mere skov. Plantning af skov kan have mange gode effekter alt efter formålet. Mere skov kan for eksempel:
reducere mængden af drivhusgasser ved at binde CO2
være med til at beskytte grundvandet bl.a. mod nitrat- og sprøjtemidler
skabe rekreative områder, som vil være særligt attraktivt, hvis de ligger bynært
være med til at øge biodiversiteten, bl.a. ved at binde grønne områder sammen og derved være spredningskorridor for planter og dyr.
Byrådet ønsker at indgå i samarbejder med lokale lodsejere, Naturstyrelsen og vandværker i de områder, hvor plantning af skov kan imødekomme flere af de ovenstående parametre. På nuværende tidspunkt arbejdes der bl.a. på at udvide Himmerigskoven mellem Hinnerup og Grundfør samt skovrejsning mellem Hadbjerg og Hadsten.
Placering af nye skovarealer kræver en helhedsplanlægning. Det skyldes, at når først der er plantet skov, så er skovarealet fredet og med en beskyttelseszone på 300 m omkring skovarealet. Plantning af skov kan derved få en varig indflydelse på den fremtidige udvikling i området.