I 2022 blev Favrskov Kommune udpeget som Klimakommune efter vedtagelsen af
Klimaplan 2050. Med klimaplanen fastlagde Byrådet følgende overordnede målsætninger:
Favrskov Kommune som geografisk område skal reducere CO2-udledningen med 70 % i 2030 (i forhold til 1990-niveau)
Favrskov Kommune som geografisk område skal være CO2-neutralt i 2050
Favrskov Kommune skal være en modstandsdygtig kommune, der er robust overfor klimaforandringer.
For at opnå ovenstående målsætninger blev der fastlagt en række delmål. Kommuneplanlægning har en væsentlig rolle hen mod opfyldelse af flere af de enkelte delmål.
Kommuneplanlægning er Byrådets prioritering af arealernes anvendelse. Det er i kommuneplanen, at fx områder til vedvarende energianlæg, vådområder og skovrejsning skal udpeges. Det kan være igennem konkrete arealudpegninger eller ved retningslinjer for prioritering i de forskellige områder.
Kommuneplanen fastlægger også en række bestemmelser, for hvordan byerne kan udvikles. Her fastlægges fx krav til størrelsen af opholds- og friarealer, håndtering af fremtidige vandmængder, beplantning samt grundvandsbeskyttelse.